Hverdagen hos os

Du kan besøge reminiscens-stuen, der er møbleret og dekoreret med interiør fra 1970’erne. Du vil sikkert opleve, at der er mange genstande, du kan genkende fra dit liv, og der bliver ofte fortalt og lyttet til mange historier fra folks liv, når vi samles i stuen. 

Et andet sted, hvor der både fortælles historier og spilles, er i Herrerummet, der især besøges af herrerne. Kvinder har nu også adgang.
Du kan også lære nogle nye mennesker at kende; det er de såkaldte frivillige. Det er mennesker, der holder af at være sammen med andre mennesker og som har tid til at snakke og servere kaffe eller lave andre praktiske opgaver. 

Du kan også opleve nærområdet i vores duo-cykel, hvor du sidder ved siden af en medarbejder, der træder i pedalerne. Du kan benytte en kondicykel for at holde din krop i gang, eller måske skal du prøve en kædedyne, en wellness gyngestol eller en sansegynge? Det er hjælpemidler, der stimulerer dine sanser, og mange fortæller, at det giver dem øget velvære, og at de er rigtig glade for det.